Gruppe 4 Ecuador - Helle Nielsen, Kirsten Sejersen, Katrine Johannesen

 

Vi har valgt at undersøge Ecuador, da vi tidligere har arbejdet med landet i en anden samfundsfagsopgave. Derfor var det et oplagt valg, da vi allerede kender en smule til landets økonomiske situation fra en tid før en også efter Rafael Correa overtog præsident posten.  Så vi fandt dette som en god mulighed for at ”udvide” vores tidligere opgave og komme mere i dybden med Ecuadors økonomiske historie og se på landets udvikling.  

 

Ecuadors økonomiske historie

Som et af de sidste lande begyndte Ecuador en liberalisering af økonomien i 1992, dermed førte en åbning af handelsgrænserne. Da den ny valgte konservative præsident og regeringsleder, Sixoto Durán Ballén præsenterede et nyt program. Det nye program havde til hensigt at reformere statens dominerende rolle i økonomien, men dog har programmet mødt stor modstand i kongressen, og indtil videre er kun få privatiseringer af statsvirksomheder blevet gennemført. 

Ecuador er blandt de lande, som i midten af 1980’erne kom i gældskrise. Betalingen på udlandsgælden måtte indstilles flere gange; bl.a. da gælden var omtrent lige så stor som BNP og knap fire gange større end årets eksportindtægter i 1992.   I 1994 indgik Ecuador, som et led i en aftale om gældsomlægning, et stabiliseringsprogram med IMF, hvilket indebar bl.a. en stram finans- og penge politik (strukturtilpasningsprogram).   Kombinationen af lave priser på olie, den vigtigste eksportartikel siden 1970’erne og naturkatastrofen EL Niño, kastede landet ud i en ny krise med betalingsstandsning. Overgangen til dollaren i møntfod i 2001 bremsede inflationen, men regerings forsøg på at privatisere og liberalisere økonomien yderligere støder på hårdnakket modstand fra især den fattige indianske befolkning.

Igennem mange år har Ecuador gennemgående haft overskud på handelsbalancen, men de betragtelige rentebetalinger på udlandsgælden betyder en stadig underskud på betalingsbalancen. Landets største handelspartner er USA, som tegner sig forover en tredjedel (2005) af Ecuadors samlede udenrigshandel. Ecuador handlede i øvrigt også meget med de andre latinamerikanske lande samt også lande i Europa. Bl.a. var Danmarks eksport til Ecuador på 59 mio. kr. i 2005, mens importen udgjorde 114 mio.kr.  

Eftersom Ecuador er et af de fattige latinamerikanske lande, er det kun i et begrænset omfang landet kunne gennemføre ISI (Import substitution industrialization. ISI er en udviklingsteori, der går ud på, at man skal udskifte import med industrialisering. Med dette menes at man ikke skal importere alt hvis man selv kan lave tingene. For at forhindre alt importen mellem landene blev der sat høje afgifter og skatter på de importerede varer, så det bedre kunne betale sig at lave tingene selv.)

En anden afhængighedsmetode, der også kan relateres til er Prebischs afhængigheds teori. Prebisch har udviklet sin egen verdensteori, hvor han mener at alle verdens lande kan passe ind. I teorien bruger han fire begreber, CC (Center contries), PC (Periphery of the center), CP (Center countries periphery) og til sidst et begreb han kalder PP (Periferien af periferien). Det første begreb (CC), der er nævnt her, er for de mest rige lande og stater, mens den sidste (PP) er for de mest fattige lande/stater. Vi kan se på modellen, at landende er delt ind i en lille måne, som der er en stiplet linje imellem. Det er den rige del af landet, som nyder af hinandens goder. Altså får de fattige i landet ikke del i goderne, hvilket faktisk er meget ifølge Verdenssystems-teorien, at de rige er rige, fordi de fattige er fattige.

 

Rostow’s teori

Rostow havde en teori om at man kunne opdele verden i 5 faser. Han mente at hvert land kunne sættes ind under en af disse faser:

Face 1 var det traditionsbundne samfund, hvor landbruget var det dominerende erhverv.

I fase 2 begyndte der at blive industrialisering. Der var en svag stigning i produktiviteten, og der var politisk vilje til økonomisk vækst.

 I 3. fase kom der en masse ny teknologi i landbruget. I mange sektorer stiger investeringsniveauet, hvilket vil sige at investeringerne udgør op imod 10 % af BNI.

 I 4. fase fortsætter industrialiseringen, og kan næsten producere alle varer selv, og landbruget bliver yderligere mekaniseret. Både væksten i fødevareproduktionen og BNP overstiger befolkningsvæksten, og investeringen udgør op imod 20 % af BNI.

5. fase var et gennemført industrialiseret samfund. Landbrugets andel af arbejdsstyrken er meget lille og forsat vigende. Den samfundsmæssige produktivitet skaber stadig vækst og rigdom, og samfundet har overskud til at prioritere uddannelse, sundhed og social sikkerhed.

 

I forhold til Rostow 5 faser kan man argumentere for, at Ecuador ligger i fase 4 ”modenhedsfasen.” ” Hvis man ajourfører Rostows samfundsbeskrivelse og laver en status her ved indgangen til det nye årtusinde, er alle landene i Latinamerika nu mindst i Modenhedsfasen[1]. Efter Rafael Correa blev valgt til præsident, blev Ecuador uafhængige af USA og dermed i højere grad kunne forsyne sig selv med alt det de behøvede. Nu fik landet flere handelspartnere, hvilket gjorde udbuddet på Ecuadors varer større, som medførte at Ecuador selv kunne fastsætte prisen.  Dette er blot et argument ud af mange. Kigger vi på tabellen nedenfor vil vi kommentere det yderligere:

Website	Områder	Ecuador	Danmark
Gapminder	Landbrugsarbejder 2007	6744	35 087
Nationmaster	Traktor pr- 1000 hektar	8 900	123 221
Gapminder	Computer pr. 100 pers 2006	6744	34 665
Nationmaster	Computer pr. 1000 pers 2004	55,5	656,0
Nationmaster	Internetforbrug 2006	1 549 000	3 171 000
Gapminder	Internetforbrug pr. 100 pers 2010	7232	32 680

 

Kigger vi på de overstående værdier, som vi har fundet, er vi ikke helt enige med udtalelsen fra udviklingstal.um. Kigger vi på antallet af traktorer kan vi se at Ecuador ikke har ret mange ressourcer (traktorerne) til rådighed, som en hjælp til arbejdet. Der er heller ikke ret mange, der arbejder i landbruget, hvilket kan være grundet, at det er den fattigste del af befolkningen, der er landbrugsarbejder. Kommenteret i videoen, er der ikke på samme måde adgang til internet i Ecuador, i forhold til i Danmark. Så hvad det angår, er de slet ikke lige så langt fremme som i Danmark og resten af Europa. Grunden til det, kan være at landet er skeptisk overfor, hvad det kan medføre. Så man kan sige, at denne viden ligger i fase 2 under Rostows teori. Landet er en begyndende industrialisering, hvor der er politisk vilje til økonomisk vækst, men befolkningen er mere tilbage holdende. Men der kan også være en anden grund til det. Landbrugsarbejderne, er de som ikke har pc’er, internet osv. Til rådighed. Derfor må de arbejde ekstra hårdt og slide i det. For vi kan også se at antallet der er forbruger af computere og internettet ikke engang er halvt så højt som Danmarks forbrug.  Danmark har så også et ekstremt forbrug af internettet, hvilket også ses i videoen, men denne forskel kan også tyde på, at uligheden i Ecuador er stor. Det er denne ulighed, der kan være ”skyld i” at udviklingstal.um mener at ALLE Latinamerikanske lande efter det nye årtusinde er i fase 4, fordi det der netop er taget højde for den rige del af Ecuador. 

 

Udviklingsteorierne

 Både Rostows- og ISI’s udviklingsteori kan bruges til at forklare Ecuadors fattigdom. Rostows teori er delt op i 5 faser, der tager udgangspunkt i industrialiseringen og et lands økonomi. Man kan, dermed kigge på de vigtigste faktorer for denne model: Industri, forbrug og landbrug. Dog kan det være svært at placere et land i én bestemt fase, da der kan være træk fra flere faser. ISI kan også beskrive Ecuadors fattigdom, da Ecuador ikke har mulighed for at producere alle de varer, som de har brug for selv, og er derfor nød til at importere fra andre lande. Da ISI åbnede handelsgrænserne, hvilket ødelagde økonomien i sin tid, som et led i neolibaralismen. De har altså importeret for meget. Dette kan være med til at gøre at økonomien i Ecuador har været dårlig. Men man kan også kombinere teorierne og få et klarer indblik, og på den måde, se om der er overensstemmelse.

Ulighederne kan så forklares, som i vi har nævnt, på denne måde: Der er blevet lagt mere vægt på de rige og derfor er landet i fase 4. For kigger vi på Gini-Koefficient[2] , som er et mål for graden af ulighed i en fordeling, fx indkomstfordelingen. I en helt lige fordeling, hvor alle indkomstmodtagere har samme indkomst, er Gini-koefficienten nul. Jo mere ulige fordelingen er, jo større vil Gini- koefficienten være, maksimalt 1.

På billederne ses der en fordeling over landende, mht. hvor de ligger ifølge Gini-koefficienten. Ecuador er markeret med en mørk orangefarve, som er tegn på at de har en ulighed der hedder 0,40-0,44. I 2010, hvor den sidste Gini indekset blev målt i Ecuador af verdensbanken, blev indekset målt til 49,27, hvilket svarer til ca. 0,49. Det vil sige at der er en ulighed på 0,49 % i landet.

ISIs- og Rostows teorier kan bl.a. bruges af landet til at finde ud af, hvilken fase de ligger i, og ud fra dem prøve at kæmpe sig videre og nå til tops. Men om de kan løse de økonomiske og sociale udfordringer, som landet står overfor kan være svært at sige. For en af de sociale uligheder består i, at Ecuadors befolkning er opdelt efter racer. De hvide (spanierne), de sorte (som tidligere var slaver) og indianerne. Investerede Ecuador mere i uddannelse ville børn, unge endda voksne kunne videre udvikle de primære produkter, som de eksportere og faktisk importere hjem igen. Nemlig fordi andre lande har behandlet dem, så de er blevet til en varer de skulle bruge. Kunne Ecuador selv gøre det, ville andre lande blive mere afhængige af dem, og de ville kunne komme helt til tops i Rostows 5 fasede teori, fordi teknologien også ville blive bedre. 

 

Konklusion

Vi har gennemgået en del modeller og teorier, for at kunne finde Ecuadors økonomiske situation i gennem årene og kan nu konkludere, at sådan som Ecuadors situation ser ud i dag, er der stadig forholdsvis store uligheder i landet. Selvom de er gået fra en såkaldt bananrepublik til et uafhængigt land. Vi fandt ud af, at Rostows 5 fase teori, kan på nogle områder kan holde stik, da der er flere faktorer der spiller ind, og disse faktorer kan sættes i forskellige katagorier

Mht. ISI kan det godt gavne dem. For begynder de at producere mere og mere selv, bliver landet, som sagt, mere uafhængige af at importere varer fra andre lande, ved at import afgift bliver sat op.

 

Vi fandt også ud af, at hvis Ecuador begyndte at producere flere ting selv, i stedet for at importere, så ville det hjælpe en helt del på den økonomiske situation og uligheden ville dermed kunne formindskes. Havde Ecuador investeret i uddannelser til de unge i stedet for alt den import, kunne de selv videre udvikle deres primære produkter, i stedet for, at en stor del af deres indkomst består i narkosalg. Vha. uddannelse har de også mulighed for at udvide deres teknologi og opnå 5. fase i Rostows teori.

 

---

[1] http://udviklingstal.um.dk/da/undervisning/udviklingsteori/om-udviklingsteorier.htm

[2] http://da.wikipedia.org/wiki/Gini-koefficient

Gruppe 3 Cuba - Zaayneb Sediqi, Jacob Svarrer, Malene Mølgaard

Indledning: Vi har valgt republikken Cuba, som er en nordstat i Latinamerika. Vi har valgt staten pga. dens historie der indbefatter kriser og konflikter. Vi har også valgt Cuba, fordi staten altid har været anti-amerikansk, hvilket giver os mulighed for at dykke ned i emnet og se på hvordan det har påvirket Cuba. Det er også interessant at beskæftige sig med den ideologi der har dominansen i landet og hvordan der har været en vekselvirkning mellem de to hovedideologier.  

Redegørelse: Inden den Cubanske revolution i 1959 påvirkede USA, meget dominerende, Cubas økonomi. Cubas udenrigshandel foregik næsten udelukkende med USA (75 %) og de vigtige produktionsvarer såsom sukkerindustrien og olieraffinaderierne var ejet af amerikaner.

Efter den Cubanske revolution skete der en stor omvæltning for Cubas indenrigsøkonomi. Fidel Castro, som var datidens præsident fik sat gang i revolutionen hvor Cuba allilerede sig med Sovjetunionen og blev uafhængige fra USA. Efter Sovjetunionen som forbillede blev Cuba mere og mere socialistiskorienterede og indførte en streng planøkonomi. Dette indebar at staten kontrollerede produktionen og dens fordeling, industrier og banker blev nationaliseret, priserne blev fastsat. Det hele gik ud på at Cuba skulle forsyne sig selv og altså at landet skulle i gang med en gennemtrængende industrialisering. USA blokerede Cuba som 'handelspartnere' i 1960 og Cuba handlede nu stort set kun med COMECON landende, altså gensidig handel mellem en gruppe af socialistiske lande, grundlagt af Sovjetunionen.  Hermed foregik 80 % af handelen med COMECON og Cuba blev i den grad støttet økonomisk af Sovjetunionen med omkring 20 % af landets BNP. 

COMECON blev opløst i 1991 og hermed kom Cubas økonomi på randen af sammenbrud igen. Samtidig med at der ikke var nogen handelspartnere længere USA der havde blokeret handel med landet tillod efter en orkan i 2005 eksport af fødevarer til Cuba. Cuba har et handelsunderskud hvor forholdet i 2005 var på 1:3. Den er dog forbedret sidenhen bl.a. grundet voksende turistsektor.

Den økonomiske statistik er mangelfuldt fra 1990erne og opad til 2000 fordi Cubas BNP blev mere end halveret.

For at forstå Cubas økonomiske udvikling er det vigtigt at kunne forstå the dependicia theory. Teorien er grundlagt af Raul Prebisch i 1920erne. Teorien går ud på at der er 4 periferier: CC (center of the center f.eks. USA), PC(Periferi of the center(f.eks Brasilien ), CP(center of the periferi(F.eks. Kina), PP(Periferi of the periferi(hovedsaligt Afrikanske lande). Teorien handler kort sagt om at alle periferierne er afhængige af Center of the center.

Teorien kan kobles sammen med Cuba på den måde at Cuba befandt sig i PP(geografisk set PC, fordi beliggenhed ift. USA) og har været afhængige af USA der altså er CC. Den Cubanske revolution var hovedsagligt grundet at Cuba ville ud af ’den onde cirkel’ og på den måde blive mere selvstændige. Derfor benyttede Cuba ISI (Import substitution industrialization). ISI var en marxistisk model grundlagt Raul Prebisch der altså var løsningen på at komme ud fra ’den onde cirkel’. ISI handler kort sagt om at udskifte import med industrialisering. Man bremser importen ved at sætte handelsbarrier og sætte store afgifter på importerede varer. Desuden bliver der oprettet statsejede industrier netop for yderligere formindskelse af importen (Infant industries). Problemet her var bare, at for at opbygge fabrikker skal man bruge primærprodukter hvilket Cuba jo havde en del af. De manglede dog teknologien og viden til at ISI kunne udføres i praksis. Derfor var Cuba nødsaget til at finde et centerland de kunne importere deres varer til og derfor greb Sovjetunionen ind (af taktiske årsager ift. USA). Igen kom Cuba altså i den onde cirkel (The dependencia theory) bare hvor centerlandet var Sovjetunionen i stedet for USA.

Statistisk undersøgelse: Cubas udvikling og deres placering i dag kan bl.a. forklares ved hjælp af Rostows 5 faser. Rostows teori er inddelt i fem faser der beskriver et samfunds udvikling: Det traditionsbundne samfund, Forudsætninger for "Springet", Springet, Modenhedsfasen og til sidst masseforbrugsfasen. Begreber som Industry, Agriculture og Consumption kan nævnes som vigtigste begreber i Rostows teori            

Ift. statiske indikatorer peger det på at Cuba vil kunne betegnes som værende imellem faserne; ”Forudsætninger for springet” og ”Springet” ift. Danmark der vil ligge på masseforbrugsfasen (den femte fase).

 

Indikator for industri, landbrug og forbrug	Cuba	Danmark
Eksport af Industrivarer	19.03 % (Ranked 106th in 2003.)	66.28 % (ranked 59 in 2003)
Fjernsyn	26.7 per 1,000 mennesker (Ranked 108th in 2004)	656.0 per 1,000 mennesker (Ranked 9th in 2004)
Traktorer	17.5 pr. 1000 hektar(Ranked 47th)	53.8 pr. 1000 hektar(Ranked 22nd)
HIV-ramte (15-49 år)	0.09 %	0.22 %
Voksne rygere	37.2(Ranked 25th)	30.5(Ranked 58th)

 

Vi har valgt følgende indikatorer fordi den første fortæller meget om industrien. Den fortæller om hvor meget industrialiseret et land det er og hvor meget forarbejdede produkter de sælger. Den næste fortæller noget om forbruget i landet. Altså om hvor meget råd folk har til goder som fjernsyn pc etc. Andelen af traktorer fortæller om hvor mekaniseret et landbrug der er at gøre med. Og den sidste omkring HIV-ramte fortæller om den generelle sundhed i landet. Cuba har givet udtryk for at prioritering af sundhedsvæsnet har været noget af det vigtigste for landet.

 

Ovenstående indikatorer er belæg for, hvorfor Cuba befinder sig mellem Rostows fase 2 og 3 og Danmark i fase 5. I Cuba er der en stærk politisk vilje for at få ændret samfundsforholdende. Der er begyndt at komme mere nyt teknologi i landbruget og flere omfattende investeringer i samfundets sektorer. Derimod eksisterer ovenstående allerede i Danmark. Det ses ift. at Danmark har råd til at investere i forbrugsgoder i form af fjernsyn eksempelvis. Hvorimod der i Cubas befolkning ikke er råd til at investerer i fjernsyn, som forbrugsgode. Pengene bliver brugt andetsteds. Der er sket en industrialiserings vækst i Cuba, men dog er den produktive stigning og vækst (af mindre betydning) forsat lav.  Vi kan også se Danmark som værende i femte fase via f.eks. mekaniseringen af deres landbrug hvor der er 53.8 traktorer pr. 1000 hektar hvorimod der i den mindre mekaniserede landbrug i Cuba er 17,5 traktorer pr. 1000 hektar.

Diskussion: Ud fra tidligere karaktesering af de to teorier, der er blevet anvendt ift. Cuba, kan vi se om de egentlig holder stik.

Kigger man på Cubas historie, er det et land der har været igennem en masse forandringer og udfordringer. Cuba har altid været underordnet en større magt, også efter landets ihærdige forsøg på at blive selvstændig. Cubas underordningsforhold har ikke blot påvirket Cubas udvikling (ift. økonomi, levevilkår osv.) men faktisk har det været den del af Cuba.

De to udviklingsteorier der er benyttet til at forklare Cubas udvikling er meget subjektive. Det vil altså sige, at det er teorier der er dannet efter holdningsprægede personer, der har en bestemt syn på det de laver en teori over. Tager vi den første, Prebisch teori, der altså er en yderst Marxistisk teori bygger på den verdensanskuelse Prebisch har. Han tager udgangspunkt i at verden er uretfærdig og dermed er Cuba en form for ´syndebuk´. Teorien går primært ud på at de rige udnytter de fattige.

Teorien, på trods af dens subjektive anskuelse, beskriver meget godt Cubas stadie ift. Amerika og Sovjetunionen. Selvom Cuba prøvede på at blive uafhængig fra Amerika, blev de afhængige af Sovjetunionen, selvom afhængigheden ikke var så ’offentligt’ som deres afhængighed af USA. På den måde forklarer teorien til en hvis grad Cubas fattigdom den dag i dag. Dog er Cuba ikke et land, som mange andre Latinamerikanske lande, der er i besiddelse af mange råstoffer, så deres afhængighed er ikke den eneste grund til deres fattigdom. Cubas fattigdom skyldes altså tildeles stormagternes interferer, men også at landet ikke har så meget at ’bygge’ økonomien op med. Det kan dog argumenteres, at hvis Amerika ikke havde holdt landet nede i lang tid inden den Cubanske revolution, så ville landet kunne prioriterer uddannelse og viden og på den måde kunne eksportere forarbejdede varer.

ISI- modellen der så er ’svaret’ på at komme ud af den onde cirkel med stormagterne er også grundlagt af Prebisch. ISI-modellen går primært ud på selvindustrialisering. Man bremser her importen ved at opsætte en handelsbarriere og store afgifter. 

Dette lykkedes ikke for Cuba, fordi Cuba ikke selv kunne opbygge industrier og selv ’pludselig’ producere sekundær (og tertiære) produkter og blev altså afhængige af Sovjetunionen. En af de faktorer der muligvis ikke er taget forbehold for i denne model, har været at et land der har været afhængigt af en stormagt ikke selv ville kunne opbygge industrier, fordi den altid har haft andre lande den har støttet sig opad (eller stormagterne under mere eller mindre tvang har oprettet industrier i deres land). Desuden vil et land ikke pludselig selvforsyne sig med forarbejdede varer, hvis ikke der er udviklet viden og teknologi.

En modsætning til Prebisch kommunistiske teori er Rostows antikommunistiske faseteori. Rostows faseteori er også meget subjektiv. Rostow har en kapitalistisk/liberalistisk verdensanskuelse og ser anerledes på hvorfor verden er skruet sammen som den er. Det basale kritikpunkt ved denne faseteori er klart dens smalle opdelingsmetode af landende i faser. Ift. de givne kriterier vil Cuba ligge på fase 2-3. Antager vi at de er ved fase 3, springet, ville den næste fase ikke eksistere for Cubas vedkommende. De statistiske indikatorer for Cuba viser ikke, at Cuba vil videreudvikle sig til Rostows fjerde fase, Modenhedsfasen. Kigger man på Cubas nuværende situation, og på hvad de har af materiale de kan viderebygge deres land på, vil de faktuelt set ikke udvikle sig mere. Cubas hovedsaglige indtægter kommer fra den store turistsektor i landet, der altså er en ustabil udviklingsøkonomi. Den kan påvirkes på mange måder, og har et stort antal af afhængighedsfaktorer. Det vil altså sige at Cuba ikke vil videreudvikle sig som sådan, og muligvis vedblive på fase (højest) 3. Dermed vil påstanden om at landet vil videreudvikle sig ikke passe.

Noget andet er også de kriterier der er lagt for at et land skal passe ind ved en bestemt fase. Grundlægget for at Cuba lå på 2-3 fase var altså hovedsaligt den voksende økonomi grundet voksende turisme og altså den helt store industrialisering eller mere teknologi i landbruget. På den måde kan vi ikke bruge Rostows faseteori til så meget ift. Cuba. En helt anden ting er at der i Rostows faseteori påstås at sundhedssektoren går hånd i hånd med hvilken fase et land befinder sig i. Cuba er et eksempel på et land, hvor sundheden kan være bedre end de andre forhold i samfundet, fordi det er prioriteret højere end andre samfundsmæssige forhold.

I Cuba har der været en del andre faktorer, der har påvirket landet og har det i den stilling som den er i dag end de to teorier umiddelbart kan forklare. Cubas ekstraordinære og ekstreme vekselvirkning af kommunismen og kapitalismen i landet har gjort, at landet altid har haft en stormagt bag sig, der har ’styret’ landet og som Cuba altså har været afhængige af. Heraf kan nævnes koalitionen med Sovjetunion der efter 1991 (perioden 1900-2000) mere end halverede BNP i Cuba. Dette har altså påvirket Cubas udvikling negativt, fordi landet ikke har haft ’fred’ til at kunne videreudvikle sig. En anden vigtig faktor der har påvirket Cuba er dens placering i Carribien. Dette har gjort at Cuba har været tæt på USA og længere væk fra de andre Latinamerikanske lande. Igen har det påvirket Cuba negativt, fordi den ikke har haft samme muligheder for samarbejde med de øvrige Latinamerikanske lande, som de andre lande i Latinamerika har haft gavn af (især ift. ISI). Desuden var der en orkan i 2001, Michelle, som Cuba har skullet betale store formuer til for at kompensere for ødelæggelserne orkanen forårsagede.

En problemstilling, som vi står overfor nu, er om Prebisch- og Rostows teorier er relevante for at kunne løse problemerne Cuba står overfor i dag. Prebisch’ model, var ikke brugbar i Cubas situation efter revolutionen og det vil den heller ikke være i dag, fordi Cuba stort set står samme sted nu, som de gjorde dengang. Dog kan der argumenteres for, at bruge dele af teorien ift. til at handle mere internt indenfor de Latinamerikanske lande, så de kan udnytte hinandens råvarer mere og ’dække’ op for modparternes svagheder(ingen udnyttelse). Dette ville gøre at Cuba ikke blev udnyttet af de rige lande i samme grad, som den er blevet udnyttet indenfor de sidste år. Dog er der ulemper ved dette fordi, at hvis Cuba handlede mere internt hvor skulle de så få de mere forarbejdede varer fra. Med mindre de andre Latinamerikanske lande, der jo er mere foran i industrialisering, begynder at producere noget tilsvarende. Dette vil altså tage en del tid og er en længerevarende proces og dermed vil Prebischs model primært ikke kunne bruges til Cuba i dag.

Rostows faseteori der altså tager udgangspunkt i liberalismen vil pege mod, at hvis der blev tilført videnskab og teknologi vil landet kunne videreudvikle sig og efter at have været igennem fire faser vil de komme i ”Masseforbrugsfasen”. Man kan sige, at til en hvis grad rammer teorien her et ’ømt punkt’ fordi, Cuba virkelig har brug for viden og teknologi for at kunne producere sekundær og endda tertiære produkter og dermed få en mere stabil økonomi. Her vil det igen være en længerevarende proces at landets borgere skulle få ’råd’ til uddannelse og derefter få en uddannelse og altså have viden til at få produceret overnævnte.

 

Gruppe 2 Argentina - Malene Thomsen, Nikoline Nielsen og Lea Berger

Argentina er et centralt land, når man kigger på ulighed og økonomi på globalt plan, i den forstand at landet har været præget af den generelle udvikling, som de fleste andre Latinamerikanske lande også har gennemgået. Chokerende nok for de fleste var Argentina i 1930’erne på top ti over verdens rigeste lande, men dette har naturligvis ændret sig.

Først havde Latinamerikanske lande været prægede af, at deres økonomi primært var baseret på eksport af råvarer, og som bekendt er råvarer sårbare, i og med at hvis de pludseligt kan fremstilles kunstigt, så kan de sælges billigere fra andre lande, og det er et problem, hvis éns økonomi hviler meget på de enkelte varer. Herefter fulgte en periode, hvor der var stærk statslig styring af økonomien, hvor der bagefter kom en helt modsatrettet tid, hvor statens rolle blev reduceret, og hvor markedets egne mekanismer fik mere plads.

Som det fremgår, har Argentina fulgt den Latinamerikanske tendens præget af forskellige former for politik til at lede landet (socialistisk, liberalistisk) og hermed også forskelle i statens øgede eller begrænsede rolle, højt afhængighedsniveau i forbindelse med primær produkter/konjunkturfølsomme varer, udlandsgæld, det tabte årti og monetarisme[1] for ikke at nævne den globale oliekrise i 70’erne.

I følgende blogindlæg vil vi fortælle om Argentinas økonomi, Rostow og Prebisch og til sidst komme med en konklusion ud fra den viden, som dybdegående undersøgelse af landet har givet os.

ARGENTINAS ØKONOMI

Generelt har Argentinas økonomi været præget af tilbagevendende problemer siden 2. Verdenskrig mht. underskud på statsbudgettet (og betalingsbalancen) - og inflation.

I 1946 blev Juan Perón valgt til præsident via kampagner blandt arbejdstagerne med løfter om jord, højere lønninger og social sikring (hvilket var det afgørende i hans sejr). Han hjalp arbejdere med hans etablering af General Confederation of Labour (CGT). Statens rolle blev forstærket, og statens økonomi blev bedre. Perón ønskede også at nationalisere udenlandsejede virksomheder og holde industrien indenlandsk (de skulle selv have gavn af deres industri). Generelt i 1950’erne nationaliserede peronisterne[2] store dele af økonomien, men det i forvejen store underskud på statsbudgettet voksede. Endvidere blev inflation et problem, som ledte til hyppige skift af møntenhed (møntenheden skiftede fire gange i perioden 1970-1991!).

I 1960’erne var der lønstigninger, og med det fulgte inflation og nedskæring i offentlige udgifter og højere skatter.

Argentina fik i 1976 militærdiktatur, og i løbet af 7 år voksede gælden fra 7 mia. dollars (1976) til 45 mia. dollars (1983). Mens gælden steg stillede IMF hårdere og hårdere betingelser for Argentina, og renter og afdrag åd 35 % af Argentinas eksportindtægter i 1998. Et andet eksempel på den økonomiske nedgang i begyndelsen af det tabte årti var det faktum, at YPF (statsejet olieselskab) var Argentinas største selskab. De havde en gæld på 370 millioner i 1976, og da militærmagten havde været i funktion frem til 1982, var denne gæld steget til 6 mia. dollars.

I 1982 (dvs. i begyndelsen af ”det tabte årti”) steg inflationen i Argentina til mere end 400 %, hvilket ledte mod regerings valg af et alternativt økonomisk program i 1985. Hovedelementerne var pris- og lønkontrol. Inflationen faldt i første omgang, men disciplinen, med stram finanspolitik og dermed optagelse af IMF’s og Verdensbankens støtte til landet, holdt ikke.

I slutningen af 1980’erne oplevede Argentina en økonomisk krise præget af faldende produktion og hyperinflation. Det lykkedes dog for Carlos Menem vha. et reformprogram, bestående af privatisering og liberalisering, at få vendt denne udvikling. Tilgangen var bl.a. udvidet adgang for udenlandske investeringer.
El Corralito er et eksempel på Argentinas konsekvenser ved uligheden i verden. Det omhandler den argentinske regerings indgreb den 2. december 2001, hvor alle kontoer blev indefrosset, så blot 250 dollars om ugen kunne hæves i bankerne pr. person. Dette var en reaktion på den største statsbankerot i verdenshistorien. Statsgælden var oppe på skyhøje 800 mia. kroner, som svarede til hele 200 % af deres BNP. Dette satte gang i Cacerolazo, hvor folk gik ud på gaderne i protest mod pengemangelen og slog på gryder. Argentina gennemgik en hård periode, hvor de formåede at have 4 præsidenter på 10 dage. Folket krævede mere statslig intervention, og dette fik centrum-venstre-regeringen til at tildele en mere strategisk rolle til staten. Kigger man tilbage i Politiken i 2001, nogle måneder inden krisen ramte, vil man kunne læse en udtalelse fra Buenos Aires’ chef for socialvæsenet: ”Vi oplever et socialt sammenbrud i Argentina, og vi prøver at løse problemerne”[3].

Ved årtusindeskiftet kom Argentina atter i vanskeligheder, da landet ikke kunne betale renterne på den enorme udlandsgæld (til trods for at deres produktion af olie og naturgas i 1990’erne var blevet næsten fordoblet).

Nestor Kirchner blev valgt til præsident i 2003, og han førte en socialistisk politik og gjorde oprør mod IMF og deres liberale politik. Det lykkedes ham at få afskrevet 70 % af Argentinas udlandsgæld, men landet stod stadig til at miste sin kreditværdighed pga. den gæld, de manglede at tilbagebetale. Argentina valgte alligevel at være vedholdende, fordi de ikke mente, at gælden var legitim (de solgte primær produkter til rige lande, som bearbejdede dem, og som efterfølgende solgte deres sekundære produkter til argentinerne for endnu højere priser), og de sparede 67 mia. dollars i gældsbetaling, hvormed Argentina havde opgivet deres første dollarkurs.

Egentligt kan man sige i bakspejlet, at den udprægede liberale model for de Latinamerikanske lande måtte lide sin undergang i Argentina, fordi Argentina efter 9 år formåede at drive 15 millioner mennesker ud af fattigdom og tilmed skubbe BNP i en yderst positiv retning; faktisk så positiv at den i perioden sted med 66 %.

I det sidste årti har Argentina faktisk haft både økonomisk og social fremgang; mellem 2002 og 2008 opnåede Argentina en gennemsnitlig vækst på hele 10 %.

HAR ARGENTINA BRUGT EN SLAGS AFHÆNGIGHEDSTEORI?

Argentina var et forholdsvist stabilt og konservativt land set i forhold til landets økonomi indtil den store depression, hvorefter det blev et af de mest ustabile lande. I perioden fra 1930-1970'erne forsøgte forskellige regeringer sig med afhængighedsteorien ISI, hvor man forsøgte at erstatte import med industrialisering, så det kunne medføre større produktion i landet og samtidig også medføre, at landbrugsproduktionen skulle falde dramatisk (industrialisering). Perioden med import-erstatning stoppede i 1976, men samtidig voksede de offentlige udgifter; der kom højere lønninger, og ineffektiv produktion skabte kronisk inflation, der steg op igennem 1980'erne. 

 

ROSTOW OG PREBISCH

Walt Whitman Rostow var en liberal udviklingsteoretiker, som i en periode var Kennedy’s vejleder. Han er udbredt anti-kommunist og havde sin egen teori om, hvordan et samfunds udvikling ville forløbe. Det skal hertil nævnes, at hans teorier er fra omkring 1960’erne. Han beskriver fem faser og ligger primært vægt på landbrug, industrialisering og forbrug. Første fase omtales som ”det traditionsbundne samfund”, hvor landbrug er det dominerende erhverv, og her er tale om decentralt styre (dvs. det nærmeste vi kommer anarki). Anden fase beskriver han som ”forudsætninger for springet”, hvor han peger på begyndende industrialisering, politisk vilje til økonomisk vækst og et centralt styre. Tredje fase kalder han ”springet”, og det er her der investeres i samfundets sektorer, teknologi osv. Faktisk går 10 % af et lands samlede indkomst til investeringer. Den fjerde fase hedder ”modenhedsfasen”, og her lægges vægt på at samfundet i princippet selv bør være i stand til at kunne producere alle produkter, og både vækst i BNP og i fødevareproduktionen vil overstige befolkningstilvæksten. Her vil investeringerne også udgøre op mod 20 % af BNI. Den sidste og femte fase han beskriver, er ”masseforbrugsfasen”, hvor samfundet vil være gennemført industrialiseret, landbrugets arbejdskraftsbehov formindsket pga. mekaniseringen, og hvor samfundet har råd til at prioritere f.eks. uddannelse og sundhed højt.

Raúl Prebisch (argentiner) var oprindeligt liberalist, men ECLAC og ham udviklede ”dependecy theory”, hvor man så udviklingen indenfor periferien som næsten umulig. Dét, der fik Prebisch til at ændre mening, forklarer han selv som værende følgerne af, hvad han beskriver som; ”the first great crisis of capitalism”; den store depression. Han tog udgangspunkt i Argentinas økonomi. Prebisch fortsatte med hans teori, og han bliver den dag i dag betragtet som en marxistisk økonom, som lagde vægt på, at de små lande var afhængige af de store lande. Helt konkret taler han om en periferi, som sælger primære produkter til centeret for så at kunne få dem solgt tilbage til dem selv for en højere pris i form af sekundære (bearbejdede) produkter. Prebisch er bagmanden for ISI (import-substituting industrialization); man ville erstatte importen med industrialiseringen i det enkelte land, så man ville altså fjerne fokus fra import og i stedet fokusere på de indre faktorer i landet. For at opfylde kriterierne ved ISI søgte Prebisch, at man skulle sætte høje takster på varer for at beskytte sit eget land. Efter Wall Streets kollaps gik man altså fra at tro på, at det frie marked ville være bedst, til at tro på at hvis man lod det frie marked køre, så ville det gå galt.

ARGENTINAS FASE (IFØLGE ROSTOW)

Argentina fremgår som det land i Latinamerika, der har det højeste BNP. De har stadig et betydeligt lavere BNP end Danmark, men dette kan forklares med, at Danmark har større tilføjet værdi til deres produktion (DK bearbejder produkterne). Argentina er blevet betegnet som verdens største landbrugsproducent, men i 2010 udgjorde landbrug kun 9 % af BNP og dækkede over 1/5 af landets eksport. Havde landet været i masseforbrugsfasen, så havde landbrugets andel af arbejdsstyrken været lille, hvilket der også er tilfældet i Argentina. Dette fortæller altså noget om landbruget, som var én af de tre faktorer, Rostow lagde vægt på.

Endvidere kan andre faktorer stilles op, som kan indikere forskelle mellem Argentina og Danmark:

	Argentina	Danmark
Personal computers	83,4 pr. 1000	656 pr. 1000 (7 x mere end Argentina)
Traktor-koncentration	10,3	53,8 (4 x mere end Argentina)
Tertiær produktion af industriel produktion	30,8 %	65,33 % (112 % mere end Argentina)

 

Først kigger vi altså på antallet af computere pr. 1000 indbyggere. Her ligger Danmark 7 gange højere end Argentina. Faktoren valgte vi, fordi vi hermed kunne se noget omkring Argentinas forbrug. Efterfølgende valgte vi at kigge på traktor-koncentrationen, som ville kunne give os et hint om, hvor mekaniseret et landbrug der var tale om i det enkelte land. I forhold til Rostows 5 faser vil man sige, at de fleste Latinamerikanske lande ligger mindst i modenhedsfasen, dvs. en fase som er præget af en vis selvstændighed i samfundet. Nogle Latinamerikanske lande er tilmed i fase 5; ifølge Rostow vil Argentina altså ligge mindst i fjerde fase. Kigger man på hvor mekaniseret et samfund Argentina har, så kan man, som vi har gjort, kigge på antallet af traktorer, hvor Argentina havde næsten 300.000 traktorer i 2003, hvilket indikerer, at der er tale om et yderst mekaniseret samfund. Sammenlignet med f.eks. Bolivia som kun har 6.000 traktorer, kan vi se, at Argentinas omtale som værende i fjerde fase er begrundet.

Den sidste faktor vi undersøgte var med henblik på at kunne sige noget om industrien. Derfor valgte vi at kigge på den tertiære produktion, hvor vores (hypo)tese, om at Danmark gør mere ud af at bearbejde primære produkter end Argentina gør, blev bekræftet. Men faktisk var tallet overraskende højt i forhold til teorien om, at Argentina ikke gjorde meget ud af sekundær produktion, eftersom vi forinden havde troet at en større procentdel ville være primær produkter, som de solgte til de rige lande, for at de så netop kunne bearbejde dem, og sælge dem tilbage til u-landene med profit.

Man kunne også have brugt HDI i stedet for BNP/GDP, som vi anvendte, hvor man i stedet ville kigge på tre forskellige parametre indenfor HDI: BNP pr. indbygger, middellevetid, lovpligtig skolegang og graden af analfabetisme. HDI’s fordel er, at det giver et mere nuanceret indblik i et lands udviklingsstadie end ved f.eks. udelukkende fokus på BNP pr. indbygger. Ifølge HDI er det de lande, som ligger nederst i den globale indkomstfordeling, som også ligger nederst, når det kommer til levekår. Det angives på en skala fra 0-1, hvor 1 er bedst.

ER TEORIERNE BRUGBARE (OG KAN DE LØSE DE PROBLEMER LANDET STÅR OVERFOR I DAG)?

Rostows teori, om at alle lande vil gennemgå industrialisering på et tidspunkt, er ikke præcis, i og med at nogle lande har ressourcerne, men dermed er det ikke sagt, at de kan udnytte disse, hvis de forspildes pga. korruption og dårlig ledelse; dette har Rostow ikke taget forbehold for. Som eksempel herpå kender vi nu til perioden i Argentina, hvor militæret styrede og gjorde de dårlige forhold værre. Desuden er teorien fra 1960’erne, og i dag vil man mene, at et samfund omkring ”springet” vil have råd til uddannelse, sundhed og social sikkerhed (gennem prioriteringer), hvorimod Rostow sagde, at dette først var en del af dagsordenen i ”masseforbrugsfasen”. Det vil altså sige, at hvis Rostows grundprincipper skulle fungere, så skulle modellen opdateres, eftersom der er andre ting at tage forbehold for i dag, og Argentina står f.eks. helt anderledes placeret, end hvad de gjorde for 40 år siden.

Prebisch udformede hans afhængighedsteori efter den store depression, så man må i den grad sige, at Prebisch talte ud fra Argentinas situation. Prebisch’s grundprincipper, om at periferien udnyttes af centeret, kan fortolkes som en forenkling af verdenssituationen, som den er i dag (mht. at der banalt nok findes rige lande og fattige lande). Spørgsmålet er så, om der ikke her er tale om en forenkling af noget langt mere komplekst. Den kan give en forståelse for, at der er rige lande og fattige lande, men om de rige/eliten udnytter resten af det enkelte land er en ”fortolkningssag”, og det kommer an på hvilke faktorer, man prioriterer, ved sin undersøgelse af om det er tilfældet. Hans metode med ISI virkede fra ”the great depression” og frem til 80’erne, hvor Latinamerika blev ramt af det omtalte ”tabte årti”. Man kan altså ikke helt fastlægge, at afhængighedsteorien alene kan forklare Argentinas fattigdom, eftersom udnyttelse fra de rigere lande ikke alene menes at have været skyld i Argentinas fattigdom.

En ting der generelt halter i Latinamerika er forskning og vidensudvikling, hvilket man kan sige er forbandelsen ved at være eksportør af primære produkter[4], for så behøver man ikke udvikle en masse teknologisk eller uddanne sit folk i samme grad. Latinamerika bruger hhv. 0,57 % af deres BNP på forskning, mens f.eks. Kina bruger hele 2 %.

Kigger vi på perioden med ISI, så var det også for besværligt at fremstille alt selv. Ifølge Rostow skulle landet også nu ligge mindst i fjerde fase, hvilket afhængighedsteorien modsiger, i og med at den ikke ”accepterer” det faktum, at et periferi-land skulle kunne udvikle sig på den måde, som Argentina har gjort (hvilket er ret paradoksalt, når Prebisch netop tog udgangspunkt i Argentina).

KONKLUSION

Vi kan altså se, at Argentina umiddelbart vil ligge omkring fase 4-5 ifølge Rostow. Er ISI moderne nok til atter at blive ”indført” i Argentina? Det kommer an på, om man ønsker at fokusere på indre faktorer eller systemvilkår, og om man mener, at behovet er der. Det skal altså vurderes ud fra, hvad man selv tror, er bedst for landet; åbne grænser, mulighed for pengeoverflytninger landene iblandt, lave skatter eller import-erstatning, indre faktorer og nationalitet. Måske ligger sandheden midt i mellem, og forskellige tider/situationer vil altid kræve forskellige løsninger. Man må altså først tage stilling til, om man tror på en liberalistisk eller marxistisk tilgang til landets problemer - eller måske en blanding? Vi skal heller ikke glemme, at Argentina som u-land stadig er sårbart - med reference til deres primær produkter. Husk her også at netop begrebet ”u-land” refererer til et land under udvikling på vej mod stadiet som i-land.

Argentina er en af Latinamerikas mest udviklede nationer, bl.a. når det kommer til læsefærdighed, BNP pr. indbygger og middellevetid. Men stadig lever mange argentinere, som hvad man definerer som værende ”fattige”, og vi kender nu alle til krisen, som ramte i 2001, og som selvfølgelig har sat sine økonomiske og finansielle spor.

Argentina er et land under udvikling, og man vil antage, at der skal nye, opdaterede metoder på spil for hele tiden at tilpasse sig til landets nuværende situation.

 

---

[1] Monetarisme er en økonomisk teori som bygger på en liberalistisk laissez faire-præget tilgang til økonomien

[2] Argentinsk, politisk bevægelse baseret på Peróns tanker

[3] http://politiken.dk/udland/ECE3916/voldsom-fattigdom-i-argentina/

[4] På engelsk: ”the curse of oil”