Argentina er et
centralt land, når man kigger på ulighed og økonomi på globalt plan, i den
forstand at landet har været præget af den generelle udvikling, som de fleste
andre Latinamerikanske lande også har gennemgået. Chokerende nok for de fleste var
Argentina i 1930’erne på top ti over verdens rigeste lande, men dette har naturligvis
ændret sig.
Først havde
Latinamerikanske lande været prægede af, at deres økonomi primært var baseret
på eksport af råvarer, og som bekendt er råvarer sårbare, i og med at hvis de
pludseligt kan fremstilles kunstigt, så kan de sælges billigere fra andre
lande, og det er et problem, hvis éns økonomi hviler meget på de enkelte varer.
Herefter fulgte en periode, hvor der var stærk statslig styring af økonomien,
hvor der bagefter kom en helt modsatrettet tid, hvor statens rolle blev
reduceret, og hvor markedets egne mekanismer fik mere plads.
Som det fremgår, har
Argentina fulgt den Latinamerikanske tendens præget af forskellige former for
politik til at lede landet (socialistisk, liberalistisk) og hermed også
forskelle i statens øgede eller begrænsede rolle, højt afhængighedsniveau i
forbindelse med primær produkter/konjunkturfølsomme varer, udlandsgæld, det
tabte årti og monetarisme[1]
for ikke at nævne den globale oliekrise i 70’erne.
I følgende
blogindlæg vil vi fortælle om Argentinas økonomi, Rostow og Prebisch og til
sidst komme med en konklusion ud fra den viden, som dybdegående undersøgelse af
landet har givet os.
ARGENTINAS ØKONOMI
Generelt
har Argentinas økonomi været præget af tilbagevendende problemer siden 2.
Verdenskrig mht. underskud på statsbudgettet (og betalingsbalancen) - og
inflation.
I
1946 blev Juan Perón valgt til præsident via kampagner blandt arbejdstagerne
med løfter om jord, højere lønninger og social sikring (hvilket var det
afgørende i hans sejr). Han hjalp arbejdere med hans etablering af General
Confederation of Labour (CGT). Statens rolle blev forstærket, og statens økonomi
blev bedre. Perón ønskede også at nationalisere udenlandsejede virksomheder og
holde industrien indenlandsk (de skulle selv have gavn af deres industri).
Generelt i 1950’erne nationaliserede peronisterne[2]
store dele af økonomien, men det i forvejen store underskud på statsbudgettet
voksede. Endvidere blev inflation et problem, som ledte til hyppige skift af
møntenhed (møntenheden skiftede fire gange i perioden 1970-1991!).
I
1960’erne var der lønstigninger, og med det fulgte inflation og nedskæring i
offentlige udgifter og højere skatter.
Argentina fik i 1976
militærdiktatur, og i løbet af 7 år voksede gælden fra 7 mia. dollars (1976)
til 45 mia. dollars (1983). Mens gælden steg stillede IMF hårdere og hårdere
betingelser for Argentina, og renter og afdrag åd 35 % af Argentinas
eksportindtægter i 1998. Et andet eksempel på den økonomiske nedgang i
begyndelsen af det tabte årti var det faktum, at YPF (statsejet olieselskab)
var Argentinas største selskab. De havde en gæld på 370 millioner i 1976, og da
militærmagten havde været i funktion frem til 1982, var denne gæld steget til 6
mia. dollars.
I
1982 (dvs. i begyndelsen af ”det tabte årti”) steg inflationen i Argentina til
mere end 400 %, hvilket ledte mod regerings valg af et alternativt økonomisk program
i 1985. Hovedelementerne var pris- og lønkontrol. Inflationen faldt i første omgang,
men disciplinen, med stram finanspolitik og dermed optagelse af IMF’s og Verdensbankens
støtte til landet, holdt ikke.
I
slutningen af 1980’erne oplevede Argentina en økonomisk krise præget af
faldende produktion og hyperinflation. Det lykkedes dog for Carlos Menem vha.
et reformprogram, bestående af privatisering og liberalisering, at få vendt
denne udvikling. Tilgangen var bl.a. udvidet adgang for udenlandske investeringer.
El Corralito er et eksempel på Argentinas konsekvenser ved uligheden i verden. Det omhandler den argentinske regerings indgreb den 2. december 2001, hvor alle kontoer blev indefrosset, så blot 250 dollars om ugen kunne hæves i bankerne pr. person. Dette var en reaktion på den største statsbankerot i verdenshistorien. Statsgælden var oppe på skyhøje 800 mia. kroner, som svarede til hele 200 % af deres BNP. Dette satte gang i Cacerolazo, hvor folk gik ud på gaderne i protest mod pengemangelen og slog på gryder. Argentina gennemgik en hård periode, hvor de formåede at have 4 præsidenter på 10 dage. Folket krævede mere statslig intervention, og dette fik centrum-venstre-regeringen til at tildele en mere strategisk rolle til staten. Kigger man tilbage i Politiken i 2001, nogle måneder inden krisen ramte, vil man kunne læse en udtalelse fra Buenos Aires’ chef for socialvæsenet: ”Vi oplever et socialt sammenbrud i Argentina, og vi prøver at løse problemerne”[3].
Ved
årtusindeskiftet kom Argentina atter i vanskeligheder, da landet ikke kunne
betale renterne på den enorme udlandsgæld (til trods for at deres produktion af
olie og naturgas i 1990’erne var blevet næsten fordoblet).
Nestor Kirchner blev valgt til præsident i 2003, og
han førte en socialistisk politik og gjorde oprør mod IMF og deres liberale
politik. Det lykkedes ham at få afskrevet 70 % af Argentinas udlandsgæld, men
landet stod stadig til at miste sin kreditværdighed pga. den gæld, de manglede
at tilbagebetale. Argentina valgte alligevel at være vedholdende, fordi de ikke
mente, at gælden var legitim (de solgte primær produkter til rige lande, som
bearbejdede dem, og som efterfølgende solgte deres sekundære produkter til
argentinerne for endnu højere priser), og de sparede 67 mia. dollars i
gældsbetaling, hvormed Argentina havde opgivet deres første dollarkurs.
Egentligt kan man sige i bakspejlet, at den udprægede
liberale model for de Latinamerikanske lande måtte lide sin undergang i
Argentina, fordi Argentina efter 9 år formåede at drive 15 millioner mennesker
ud af fattigdom og tilmed skubbe BNP i en yderst positiv retning; faktisk så
positiv at den i perioden sted med 66 %.
I
det sidste årti har Argentina faktisk haft både økonomisk og social fremgang;
mellem 2002 og 2008 opnåede Argentina en gennemsnitlig vækst på hele 10 %.
HAR
ARGENTINA BRUGT EN SLAGS AFHÆNGIGHEDSTEORI?
Argentina
var et forholdsvist stabilt og konservativt land set i forhold til landets
økonomi indtil den store depression, hvorefter det blev et af de mest ustabile
lande. I perioden fra 1930-1970'erne forsøgte forskellige regeringer sig med
afhængighedsteorien ISI, hvor man forsøgte at erstatte import med industrialisering,
så det kunne medføre større produktion i landet og samtidig også medføre, at
landbrugsproduktionen skulle falde dramatisk (industrialisering). Perioden med
import-erstatning stoppede i 1976, men samtidig voksede de offentlige udgifter;
der kom højere lønninger, og ineffektiv produktion skabte kronisk inflation,
der steg op igennem 1980'erne.
ROSTOW OG
PREBISCH
Walt Whitman Rostow var en liberal udviklingsteoretiker, som i en
periode var Kennedy’s vejleder. Han er udbredt anti-kommunist og havde sin egen
teori om, hvordan et samfunds udvikling ville forløbe. Det skal hertil nævnes,
at hans teorier er fra omkring 1960’erne. Han beskriver fem faser og ligger
primært vægt på landbrug, industrialisering og forbrug. Første fase omtales som
”det traditionsbundne samfund”, hvor landbrug er det dominerende erhverv, og
her er tale om decentralt styre (dvs. det nærmeste vi kommer anarki). Anden
fase beskriver han som ”forudsætninger for springet”, hvor han peger på begyndende
industrialisering, politisk vilje til økonomisk vækst og et centralt styre.
Tredje fase kalder han ”springet”, og det er her der investeres i samfundets
sektorer, teknologi osv. Faktisk går 10 % af et lands samlede indkomst til
investeringer. Den fjerde fase hedder ”modenhedsfasen”, og her lægges vægt på
at samfundet i princippet selv bør være i stand til at kunne producere alle
produkter, og både vækst i BNP og i fødevareproduktionen vil overstige
befolkningstilvæksten. Her vil investeringerne også udgøre op mod 20 % af BNI.
Den sidste og femte fase han beskriver, er ”masseforbrugsfasen”, hvor samfundet
vil være gennemført industrialiseret, landbrugets arbejdskraftsbehov
formindsket pga. mekaniseringen, og hvor samfundet har råd til at prioritere
f.eks. uddannelse og sundhed højt.
Raúl Prebisch
(argentiner) var oprindeligt liberalist, men ECLAC og ham udviklede ”dependecy
theory”, hvor man så udviklingen indenfor periferien som næsten umulig. Dét,
der fik Prebisch til at ændre mening, forklarer han selv som værende følgerne
af, hvad han beskriver som; ”the first great crisis of capitalism”; den store
depression. Han tog udgangspunkt i Argentinas økonomi. Prebisch fortsatte med
hans teori, og han bliver den dag i dag betragtet som en marxistisk økonom, som
lagde vægt på, at de små lande var afhængige af de store lande. Helt konkret
taler han om en periferi, som sælger primære produkter til centeret for så at
kunne få dem solgt tilbage til dem selv for en højere pris i form af sekundære
(bearbejdede) produkter. Prebisch er bagmanden for ISI (import-substituting
industrialization); man ville erstatte importen med industrialiseringen i det
enkelte land, så man ville altså fjerne fokus fra import og i stedet fokusere
på de indre faktorer i landet. For at opfylde kriterierne ved ISI søgte
Prebisch, at man skulle sætte høje takster på varer for at beskytte sit eget
land. Efter Wall Streets kollaps gik man altså fra at tro på, at det frie
marked ville være bedst, til at tro på at hvis man lod det frie marked køre, så
ville det gå galt.
ARGENTINAS
FASE (IFØLGE ROSTOW)
Argentina fremgår
som det land i Latinamerika, der har det højeste BNP. De har stadig et
betydeligt lavere BNP end Danmark, men dette kan forklares med, at Danmark har
større tilføjet værdi til deres produktion (DK bearbejder produkterne). Argentina
er blevet betegnet som verdens største landbrugsproducent, men i 2010 udgjorde
landbrug kun 9 % af BNP og dækkede over 1/5 af landets eksport. Havde landet
været i masseforbrugsfasen, så havde landbrugets andel af arbejdsstyrken været
lille, hvilket der også er tilfældet i Argentina. Dette fortæller altså noget
om landbruget, som var én af de tre faktorer, Rostow lagde vægt på.
Endvidere kan
andre faktorer stilles op, som kan indikere forskelle mellem Argentina og
Danmark:
Argentina
|
Danmark
|
|
Personal computers
|
83,4 pr. 1000
|
656 pr. 1000 (7 x mere
end Argentina)
|
Traktor-koncentration
|
10,3
|
53,8 (4 x mere end Argentina)
|
Tertiær produktion af industriel produktion
|
30,8 %
|
65,33 % (112 % mere end Argentina)
|
Først kigger vi altså på antallet af computere pr. 1000
indbyggere. Her ligger Danmark 7 gange højere end Argentina. Faktoren valgte
vi, fordi vi hermed kunne se noget omkring Argentinas forbrug. Efterfølgende
valgte vi at kigge på traktor-koncentrationen, som ville kunne give os et hint
om, hvor mekaniseret et landbrug der var tale om i det enkelte land. I forhold
til Rostows 5 faser vil man sige, at de fleste Latinamerikanske lande ligger
mindst i modenhedsfasen, dvs. en fase som er præget af en vis selvstændighed i
samfundet. Nogle Latinamerikanske lande er tilmed i fase 5; ifølge Rostow vil
Argentina altså ligge mindst i fjerde fase. Kigger man på hvor mekaniseret et
samfund Argentina har, så kan man, som vi har gjort, kigge på antallet af
traktorer, hvor Argentina havde næsten 300.000 traktorer i 2003, hvilket
indikerer, at der er tale om et yderst mekaniseret samfund. Sammenlignet med
f.eks. Bolivia som kun har 6.000 traktorer, kan vi se, at Argentinas omtale som
værende i fjerde fase er begrundet.
Den sidste faktor
vi undersøgte var med henblik på at kunne sige noget om industrien. Derfor
valgte vi at kigge på den tertiære produktion, hvor vores (hypo)tese, om at
Danmark gør mere ud af at bearbejde primære produkter end Argentina gør, blev
bekræftet. Men faktisk var tallet overraskende højt i forhold til teorien om,
at Argentina ikke gjorde meget ud af sekundær produktion, eftersom vi forinden
havde troet at en større procentdel ville være primær produkter, som de solgte
til de rige lande, for at de så netop kunne bearbejde dem, og sælge dem tilbage
til u-landene med profit.
Man kunne også
have brugt HDI i stedet for BNP/GDP, som vi anvendte, hvor man i stedet ville
kigge på tre forskellige parametre indenfor HDI: BNP pr. indbygger, middellevetid,
lovpligtig skolegang og graden af analfabetisme. HDI’s fordel er, at det giver et mere
nuanceret indblik i et lands udviklingsstadie end ved f.eks. udelukkende fokus
på BNP pr. indbygger. Ifølge HDI er
det de lande, som ligger nederst i den globale indkomstfordeling, som også
ligger nederst, når det kommer til levekår. Det angives på en skala fra 0-1,
hvor 1 er bedst.
ER
TEORIERNE BRUGBARE (OG KAN DE LØSE DE PROBLEMER LANDET STÅR OVERFOR I DAG)?
Rostows teori, om at alle lande vil gennemgå industrialisering på
et tidspunkt, er ikke præcis, i og med at nogle lande har ressourcerne, men
dermed er det ikke sagt, at de kan udnytte disse, hvis de forspildes pga.
korruption og dårlig ledelse; dette har Rostow ikke taget forbehold for. Som
eksempel herpå kender vi nu til perioden i Argentina, hvor militæret styrede og
gjorde de dårlige forhold værre. Desuden er teorien fra 1960’erne, og i dag vil
man mene, at et samfund omkring ”springet” vil have råd til uddannelse, sundhed
og social sikkerhed (gennem prioriteringer), hvorimod Rostow sagde, at dette
først var en del af dagsordenen i ”masseforbrugsfasen”. Det vil altså sige, at
hvis Rostows grundprincipper skulle fungere, så skulle modellen opdateres,
eftersom der er andre ting at tage forbehold for i dag, og Argentina står
f.eks. helt anderledes placeret, end hvad de gjorde for 40 år siden.
Prebisch
udformede hans afhængighedsteori efter den store depression, så man må i den
grad sige, at Prebisch talte ud fra Argentinas situation. Prebisch’s
grundprincipper, om at periferien udnyttes af centeret, kan fortolkes som en
forenkling af verdenssituationen, som den er i dag (mht. at der banalt nok findes
rige lande og fattige lande). Spørgsmålet er så, om der ikke her er tale om en
forenkling af noget langt mere komplekst. Den kan give en forståelse for, at
der er rige lande og fattige lande, men om de rige/eliten udnytter resten af
det enkelte land er en ”fortolkningssag”, og det kommer an på hvilke faktorer,
man prioriterer, ved sin undersøgelse af om det er tilfældet. Hans metode med
ISI virkede fra ”the great depression” og frem til 80’erne, hvor Latinamerika
blev ramt af det omtalte ”tabte årti”. Man kan altså ikke helt fastlægge, at
afhængighedsteorien alene kan forklare Argentinas fattigdom, eftersom udnyttelse
fra de rigere lande ikke alene menes at have været skyld i Argentinas
fattigdom.
En
ting der generelt halter i Latinamerika er forskning og vidensudvikling,
hvilket man kan sige er forbandelsen ved at være eksportør af primære produkter[4],
for så behøver man ikke udvikle en masse teknologisk eller uddanne sit folk i
samme grad. Latinamerika bruger hhv. 0,57 % af deres BNP på forskning, mens
f.eks. Kina bruger hele 2 %.
Kigger vi på
perioden med ISI, så var det også for besværligt at fremstille alt selv. Ifølge
Rostow skulle landet også nu ligge mindst i fjerde fase, hvilket
afhængighedsteorien modsiger, i og med at den ikke ”accepterer” det faktum, at
et periferi-land skulle kunne udvikle sig på den måde, som Argentina har gjort
(hvilket er ret paradoksalt, når Prebisch netop
tog udgangspunkt i Argentina).
KONKLUSION
Vi kan altså se, at Argentina umiddelbart vil ligge omkring fase 4-5
ifølge Rostow. Er ISI moderne nok til atter at blive ”indført” i Argentina? Det
kommer an på, om man ønsker at fokusere på indre faktorer eller systemvilkår,
og om man mener, at behovet er der. Det skal altså vurderes ud fra, hvad man selv
tror, er bedst for landet; åbne grænser, mulighed for pengeoverflytninger landene
iblandt, lave skatter eller import-erstatning, indre faktorer og nationalitet.
Måske ligger sandheden midt i mellem, og forskellige tider/situationer vil
altid kræve forskellige løsninger. Man må altså først tage stilling til, om man
tror på en liberalistisk eller marxistisk tilgang til landets problemer - eller
måske en blanding? Vi skal heller ikke glemme, at Argentina som u-land stadig
er sårbart - med reference til deres primær produkter. Husk her også at netop
begrebet ”u-land” refererer til et land under udvikling på vej mod stadiet som
i-land.
Argentina er en
af Latinamerikas mest udviklede nationer, bl.a. når det kommer til
læsefærdighed, BNP pr. indbygger og middellevetid. Men stadig lever mange
argentinere, som hvad man definerer som værende ”fattige”, og vi kender nu alle
til krisen, som ramte i 2001, og som selvfølgelig har sat sine økonomiske og
finansielle spor.
Argentina er et
land under udvikling, og man vil antage, at der skal nye, opdaterede metoder på
spil for hele tiden at tilpasse sig til landets nuværende situation.
[1] Monetarisme er en
økonomisk teori som bygger på en liberalistisk laissez faire-præget tilgang til
økonomien
Ingen kommentarer:
Send en kommentar